Ekspertise
Hvem definerer ADHD? Og er der en særlig ekspertgruppe som har patent på definitionsmagten? Ekspertise er et mangetydigt begreb, i særdeleshed indenfor et kontroversielt felt som ADHD. På grund af den enorme øgning i diagnosticeringer de sidste år, er det mange forskelligartede aktører som kan karakteriseres som eksperter, afhængig af hvordan man definerer ekspertise. Man kan for eksempel sige at de diagnosticerede selv er eksperter på hvordan det er at have ADHD, og familierne er eksperter på at forsøge at rumme. Imidlertid er den lægefaglige ekspertviden særligt fremtrædende i dette projekts kortlægning.
Lægens ord er lov
"Denne guide indeholder ikke medicinsk rådgivning og må ikke erstatte din læges eller psykiaters rådgivning. De råd og anbefalinger, der gives heri er udtryk for mine personlige overbevisninger og intet andet. Tjek med egen læge/psykiater, tjek med din familie, eller/og tjek med dine venner før du starter på livsforandrende tiltag."- (Kilde 6, Alt om ADHD).
"Denne guide indeholder ikke medicinsk rådgivning og må ikke erstatte din læges eller psykiaters rådgivning. De råd og anbefalinger, der gives heri er udtryk for mine personlige overbevisninger og intet andet. Tjek med egen læge/psykiater, tjek med din familie, eller/og tjek med dine venner før du starter på livsforandrende tiltag."- (Kilde 6, Alt om ADHD).
Denne form for udtalelser støder man ofte på når man surfer rundt på nettet og kigger på alternative behandlingsformer for AD/HD. Grunden til dette er at den grundlæggende holdning er at lægens ord er det man retter sig efter. Hvis man som alternativ behandler påstår noget andet, kan man blive anklaget for vildledende vejledning.
Ikke desto mindre udspiller der sig en online kontrovers omkring ADHD-begrebet. Det kan man verificere ved simpel søgning på google eller lignende. Men hvis man yderligere kortlægger link-netværk og vægtninger mellem siderne og afsenderne i søgeresultaterne, kan man danne et overblik som skaber et billede af hvilke aktører der er mest tilstede i debatten - og dermed antageligt bidrager til begrebets betydning og definition.
I dette projekt har vi afgrænset søgningen ved blandt andet at udelukke nyheder og blogs. Vi har hermed fået et billede af en institutionel ekspertise, det vil sige aktører som er tilknyttet en eller anden form for faglig organisering - det psykiatriske, psykologiske og pædagiske felt har vist sig at være de tre mest dominerende faglige ekspertiseformer indenfor ADHD-debatten i både Norge og Danmark, hvis man ser bort fra offentlige institutioner. Her kan du se hvordan vi har kommet frem til det.
Ikke desto mindre udspiller der sig en online kontrovers omkring ADHD-begrebet. Det kan man verificere ved simpel søgning på google eller lignende. Men hvis man yderligere kortlægger link-netværk og vægtninger mellem siderne og afsenderne i søgeresultaterne, kan man danne et overblik som skaber et billede af hvilke aktører der er mest tilstede i debatten - og dermed antageligt bidrager til begrebets betydning og definition.
I dette projekt har vi afgrænset søgningen ved blandt andet at udelukke nyheder og blogs. Vi har hermed fået et billede af en institutionel ekspertise, det vil sige aktører som er tilknyttet en eller anden form for faglig organisering - det psykiatriske, psykologiske og pædagiske felt har vist sig at være de tre mest dominerende faglige ekspertiseformer indenfor ADHD-debatten i både Norge og Danmark, hvis man ser bort fra offentlige institutioner. Her kan du se hvordan vi har kommet frem til det.
Teoretisk tilgang
Samfundsteoretikerne Harry Collins og Robert Evans har forsøgt at klassificere forkellige ekspertiseformer ind i det de kalder et periodisk system (kilde 8, Collins og Evans:2007). Deres klassifisering, som indebærer at ekspertise er noget man har mere eller mindre af, er en opfatning af ekspertise som synes at være meget kompatibel med den måde ekspertiseformerne i ADHD-debatten placeres i forhold til hinanden.
Det psykiatriske ekspertiseområde har en særlig dominerende pladsering i forhold til de to andre, det pædagogiske og det psykologiske. Dette er selvfølgelig et resultat af at ADHD er en psykiatrisk diagnose (DSM-IV og ICD-10), og ikke defineret som psykologisk eller pædagogisk tilstand. Hvis man tilbyder en anden form for behandling end den der er anbefalet af en psykiater, er man også juridisk forpligtet i at ikke miskreditere denne behandling (kilde 10, Sundhedsstyrelsen). Collins og Evans argumenterer for at man som ekspertise kun kan dømme "nedad", altså at man ikke kan dømme en der er mere ekspert end sig selv, og man kan heller ikke dømme nogen der har samme ekspertise som sig selv. Dette kan siges at være en lidt statisk måde at se ekspertise på, og særlig i forhold til et komplekst felt som ADHD. Diagnosen er karakteriseret ved at mange faktorer spiller en rolle, og diagnosens brede definition er måske et udtryk for at man forsøger at rumme noget der er for mangefacetteret til at defineres.
En psykologs vægtning af relationelle og miljøbetingede vilkår, vil måske alligevel stå side om side med deres anerkendelse af ADHD som en medicinkrævende tilstand, hvilket vil forklare en noget konsensus-præget forhold til ekspertisenes sub-kontroverser. Videre kan en pædagogisk tilgang, hvor spørgsmål som inklusion, differentieret undervisning og tilrettelæggelse af arbejde dukke op. Til trods for det der ser ud til at være en ydmyghed for tværfaglig tilgang, i behandlingen og opfølgningen af ADHD, har det psykiatriske hegemonitet selvfølgelig konsekvenser for hvordan debatterne udfolder sig.
Det psykiatriske ekspertiseområde har en særlig dominerende pladsering i forhold til de to andre, det pædagogiske og det psykologiske. Dette er selvfølgelig et resultat af at ADHD er en psykiatrisk diagnose (DSM-IV og ICD-10), og ikke defineret som psykologisk eller pædagogisk tilstand. Hvis man tilbyder en anden form for behandling end den der er anbefalet af en psykiater, er man også juridisk forpligtet i at ikke miskreditere denne behandling (kilde 10, Sundhedsstyrelsen). Collins og Evans argumenterer for at man som ekspertise kun kan dømme "nedad", altså at man ikke kan dømme en der er mere ekspert end sig selv, og man kan heller ikke dømme nogen der har samme ekspertise som sig selv. Dette kan siges at være en lidt statisk måde at se ekspertise på, og særlig i forhold til et komplekst felt som ADHD. Diagnosen er karakteriseret ved at mange faktorer spiller en rolle, og diagnosens brede definition er måske et udtryk for at man forsøger at rumme noget der er for mangefacetteret til at defineres.
En psykologs vægtning af relationelle og miljøbetingede vilkår, vil måske alligevel stå side om side med deres anerkendelse af ADHD som en medicinkrævende tilstand, hvilket vil forklare en noget konsensus-præget forhold til ekspertisenes sub-kontroverser. Videre kan en pædagogisk tilgang, hvor spørgsmål som inklusion, differentieret undervisning og tilrettelæggelse af arbejde dukke op. Til trods for det der ser ud til at være en ydmyghed for tværfaglig tilgang, i behandlingen og opfølgningen af ADHD, har det psykiatriske hegemonitet selvfølgelig konsekvenser for hvordan debatterne udfolder sig.