Forskelle mellem Danmark og Norge
Formmæssig er den mest påfallende forskel hvordan den norske emnegørelse er meget mere jævnt fordelt, end den danske, som om hver ekspertise taler lidt mere om alle emnerne. De danske ekspertiser har i større grad nogle ord de snakker betydelig mere om end andre. Her spiller nok mange faktorer ind, man kan tænke sig kulturelle, historiske, politiske og geografiske forskelle. Hvem bliver anerkendt som ekspert på ethvert felt, og hvem er socialt accepteret som talerør for de forskellige emnegørelser. De store geografiske afstande i Norge, kan måske gøre sit til at én aktør spiller flere ekspertroller, fordi afstanden har haft en historisk betydning, det har vært langt til en emnespecifik ekspert.
Professor i sociologi og videnskabsstudier ved Lancaster University, Brian Wynne, har beskeftiget sig meget med forholdet mellem ekspertviden og lægmandsviden. Hans forskning om dette behandler blandt andet hvordan lægmandsviden ofte bliver overset i politiske beslutningsprocesser, til fordel for ekspertviden, og hvordan videnskabelig ekspertviden tolkes og optages i offentligheden (kilde 7, Wynne:1992). Man kan diskutere dette i forhold til hvordan ekspertiser bliver italesat i norsk og dansk kontekst. En forksningsrapport fra 1999 viser at Norge har et, i Europeisk sammenhæng, særlig "antielitært offentlighedsideal" (Henningsen og Vike:2009). Det kan forstås som at norske ekspertiser ikke bør vise sig for sikker i én sag, men gør klogt i at udtale sig mer diplomatisk, vise at man ser flere sider af samme sag. Dette kan belyse Wynnes forskning fra en lidt anden vinkel - det handler ikke kun om hvordan ekspertviden tolkes og optages af offentligheden, men også om at kulturbærende, nationale og sociale faktorer har betydning for hvordan en ekspertise socialiseres og dannes.
Udviklingen i hvor mange der får diagnosen, går i samme retning i de to lande. I Norge medicinerer man dog lidt mere end i Danmark (se her). Måske derfor er alternativ behandling også diskuteret mere i Norge, som en reaktion på en hyppig medicinering? På den anden side er diagnose og medicin nævnt flere gange i det pædagogiske ekspertisefelt i Norge, end det er nævnt i Danmark. Til gengæld er inklusion en fremtrædende sub-kontrovers i den danske pædagogisk sfære, noget der er sammenfaldende med den sidste tids debat i Danmark på området. Dette har ikke været tilfældet i Norge.
Når det gælder psykologifeltets brug af ordene medicin og hjerneskade, tegner det sig et modsat billede. I Danmark taler man mere om dette end i den norske psykologiske ekspertise. Det interessante her er hvor stort ordet medicin er i den danske debat, og emnegjort lige så meget som arbejde og forældre. Dette betyder ikke nødvendigvis et den danske psykologisfære er store fortalere for medicin. Blandt andet er det flere af de danske psykologi-aktører som kan kendetegnes som private ADHD-coaches, og som ofte repræsenterer en kritisk holdning til medicin-brug. Tillige kan de store fokus på forældre indikere et stort fokus på forældrene som støtte til personen med AD/HD, da selve opdragelsen og miljøet ikke bliver vægtet så meget, og derfor lægges der ikke stor vægt på de mulige miljømæssige faktorer i forhold til AD/HD, i modsætning til pædagogik i Norge.
Helt overordnet kan man da sige, at den største forskel på Danmark og Norge, er Norges ekspertisers bredere forkus i forhold til Danmarks ekspertisers mere snævre fokus, samt at medicin er mere italesat på danske institutionelle hjemmesider end det er på de norske.
Professor i sociologi og videnskabsstudier ved Lancaster University, Brian Wynne, har beskeftiget sig meget med forholdet mellem ekspertviden og lægmandsviden. Hans forskning om dette behandler blandt andet hvordan lægmandsviden ofte bliver overset i politiske beslutningsprocesser, til fordel for ekspertviden, og hvordan videnskabelig ekspertviden tolkes og optages i offentligheden (kilde 7, Wynne:1992). Man kan diskutere dette i forhold til hvordan ekspertiser bliver italesat i norsk og dansk kontekst. En forksningsrapport fra 1999 viser at Norge har et, i Europeisk sammenhæng, særlig "antielitært offentlighedsideal" (Henningsen og Vike:2009). Det kan forstås som at norske ekspertiser ikke bør vise sig for sikker i én sag, men gør klogt i at udtale sig mer diplomatisk, vise at man ser flere sider af samme sag. Dette kan belyse Wynnes forskning fra en lidt anden vinkel - det handler ikke kun om hvordan ekspertviden tolkes og optages af offentligheden, men også om at kulturbærende, nationale og sociale faktorer har betydning for hvordan en ekspertise socialiseres og dannes.
Udviklingen i hvor mange der får diagnosen, går i samme retning i de to lande. I Norge medicinerer man dog lidt mere end i Danmark (se her). Måske derfor er alternativ behandling også diskuteret mere i Norge, som en reaktion på en hyppig medicinering? På den anden side er diagnose og medicin nævnt flere gange i det pædagogiske ekspertisefelt i Norge, end det er nævnt i Danmark. Til gengæld er inklusion en fremtrædende sub-kontrovers i den danske pædagogisk sfære, noget der er sammenfaldende med den sidste tids debat i Danmark på området. Dette har ikke været tilfældet i Norge.
Når det gælder psykologifeltets brug af ordene medicin og hjerneskade, tegner det sig et modsat billede. I Danmark taler man mere om dette end i den norske psykologiske ekspertise. Det interessante her er hvor stort ordet medicin er i den danske debat, og emnegjort lige så meget som arbejde og forældre. Dette betyder ikke nødvendigvis et den danske psykologisfære er store fortalere for medicin. Blandt andet er det flere af de danske psykologi-aktører som kan kendetegnes som private ADHD-coaches, og som ofte repræsenterer en kritisk holdning til medicin-brug. Tillige kan de store fokus på forældre indikere et stort fokus på forældrene som støtte til personen med AD/HD, da selve opdragelsen og miljøet ikke bliver vægtet så meget, og derfor lægges der ikke stor vægt på de mulige miljømæssige faktorer i forhold til AD/HD, i modsætning til pædagogik i Norge.
Helt overordnet kan man da sige, at den største forskel på Danmark og Norge, er Norges ekspertisers bredere forkus i forhold til Danmarks ekspertisers mere snævre fokus, samt at medicin er mere italesat på danske institutionelle hjemmesider end det er på de norske.